886 AI-initiativer i det nordiske sundhedsvæsen – samlet på ét kort!
I denne uge deltog vi i Nordic Conference on AI in University Hospitals på Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm. Et af konferencens højdepunkter, som vi er stolte af at have bidraget til, var lanceringen af Nordic AI Health Map, som er den første samlede kortlægning af AI i det nordiske sundhedsvæsen.
Sammen med Danske Regioner og New Nordics AI har vi bidraget til kortlægningen, og vi var derfor glade for at kunne præsentere det danske bidrag på konferencen.
Kortet viser et stort og aktivt felt på tværs af Norden. Omkring en tredjedel af de 886 kortlagte initiativer er allerede i rutinemæssig drift, hvilket i sig selv er imponerende. Men kortets største værdi ligger i, hvad vi nu kan gøre med den viden. Vi kan finde initiativer inden for samme anvendelsesområde, opsøge relevante samarbejdspartnere og bygge videre på erfaringer fra sundhedssystemer, der på mange områder ligner vores eget.
Norden har allerede mange erfaringer med AI i sundhedsvæsenet. Nordic AI Health Map og konferencen er vigtige skridt mod at gøre erfaringerne til fælles viden, så vi ikke alle skal begynde forfra.