Skip til primært indhold

Kom godt i gang med guiden

Klinisk AI-Guide er dit nye værktøj til at få hjælp fra en AI-model. Tænk på det som en vidende kollega, du kan sparre med. Vi bygger på Region Syddanmarks chatbotløsning SydChat.

Vælg din model

Øverst i chatvinduet i SydChat finder du en dropdown, hvor du vælger AI-model. Vælg her Klinisk AI-Guide, når du har brug for ekspertise i AI i Region Syddanmark baseret på valide kilder.

Upload dokumenter

Du kan trække filer (PDF, Word, txt) direkte ind i chatten eller bruge upload-knappen. Derefter beder du bare AI'en om det, du har brug for, f.eks.: "Her er min projektbeskrivelse for mit AI-projekt. Kan du hjælpe mig med at gennemgå den i henhold til både sprog og indhold?"

Skriv et godt prompt

Et prompt er den besked, du sender til AI'en. Kvaliteten af dit prompt afgør kvaliteten af svaret. Fire tommelfingerregler:

Vær specifik

"Giv mig en oversigt på maks 300 ord over AI i radiologi med 2–3 konkrete eksempler" slår "Fortæl mig om AI" hver gang.

Angiv format og længde

Bed om punktlister, tabeller eller løbende tekst – og sig hvor langt svaret skal være. Så slipper du for at omformulere bagefter.

Byg op trin for trin

Du behøver ikke ramme perfekt i første forsøg. Start bredt, læs svaret, og bed om justeringer: "Gør det mere kortfattet", "Tilføj et afsnit om økonomi" eller "Formuler det til en ledelsespræsentation."

Giv den så meget kontekst som muligt

Jo mere præcist du beskriver dit ønske og jo mere baggrundsviden du giver AI’en, jo bedre svar kan du forvente. Når dette er sagt, skal du stadig holde det specifikt, og så vidt muligt ikke give den information, den ikke har brug for at svare dig.

Eksempler fra klinisk hverdag

Indkøb

"Jeg skal i gang med at lave en kravspecifikation til indkøb af en AI-løsning til CT-billeddiagnostik i akutmodtagelsen. Kan du hjælpe mig med at lave en punktliste over de vigtigste krav, vi bør stille til leverandøren (funktionalitet, data/integration, drift/support og sikkerhed)?"

Kom i gang med indkøb her.

Udvikling

"Vi overvejer at udvikle en AI-løsning til tidlig identifikation af sepsis hos indlagte medicinske patienter på vores medicinske sengeafdeling. Kan du hjælpe mig med at formulere en kort problem- og behovsbeskrivelse, som kan bruges i en projektbeskrivelse?”

Kom i gang med udvikling her.

Forskning

"Jeg vil lave et forskningsprojekt, hvor vi validerer en AI-model til prædiktion af genindlæggelse inden for 30 dage på retrospektive patientdata fra vores elektroniske patientjournal. Kan du hjælpe mig med en enkel liste over, hvilke regionale godkendelser og databeskyttelseshensyn jeg skal have styr på inden jeg starter?"

Kom i gang med forskning her.

Husk

  • AI'en kan lave fejl – dobbelttjek altid vigtige fakta, tal og referencer.
  • Del ikke personfølsomme data med Sydchat og følg altid retningslinjerne.
  • AI'en husker kun inden for den aktive samtale. Starter du en ny chat, starter den forfra.
APPFWU01V