Skip til primært indhold

CAI-X og SDU står for kunstig intelligens i et kæmpe EU-projekt til bekæmpelse af kræft

Et EU-projekt på knap 300 millioner kroner skal bane vejen for at forbedre screeningsprogrammer for flere kræftformer.

CAI-X får en nøglerolle i det paneuropæiske konsortium, når det ambitiøse projekt EUCanScreen går i luften i juni 2024.

EUCanScreen er en Joint Action, der involverer flere EU-lande for at løse EU's centrale sundhedsudfordringer. Det generelle mål for EUCanScreen er at sikre bæredygtig implementering af højkvalitetsscreening for bryst-, livmoderhals- og tyktarmskræft samt implementering af de nyligt anbefalede screeningsprogrammer – for lunge-, prostata- og mavekræft.

- OUH's rolle bliver at bidrage med forskning og viden om at anvende kunstig intelligens som en del af screeningsprogrammerne, som vi i en årrække har arbejdet med inden for både tarmkræft og brystkræft, siger Benjamin S. Rasmussen, klinisk forskningsleder i CAI-X. Desuden har vi på OUH og SDU udviklet en evidensbaseret model for, hvordan man evaluerer og validerer klinisk AI. Den viden deler vi nu med 28 andre europæiske lande, så vi i fællesskab i Europa bliver bedre til tidligere at påvise og behandle kræft, fortæller han.

I projektet vil OUH formidle erfaringer fra brugen af ​​AI til brystkræftdiagnostik og videreudvikle vurderingsmodellen MAS-AI (Model for Assessment of Artificial Intelligence) til en europæisk model og teste den på kliniske cases i Europa. Derudover vil projektet afdække barrierer i befolkningen for at deltage i screeningsprogrammer for kræft, udvikle individualiseret patientinformation til fremtidige screeningsprogrammer og skabe træningsprogrammer i kunstig intelligens og brystkræftscreening.

OUH som dansk foregangseksempel

Det er en stor anerkendelse, at OUH er udpeget som dansk foregangseksempel i et internationalt projekt i denne skala, fremhæver Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.

- Det er en blåstempling af, at vi har samlet nogle af de allerdygtigste kræfter og bedriver forskning af højeste kvalitet på området. Vi er stolte af at skulle bidrage til så visionært og vigtigt et felt. Vores tilgang er, at AI skal bruges kliniknært og til gavn for patienterne, og det er i den grad i tråd med projektet, siger han.

Kunstig intelligens og kræftscreening har de seneste år modtaget midler i flere nyere projekter i regionen, tilføjer Anja Lund, formand for Udvalget for Digitalisering og Innovation. Det gælder AI i mammografi og et eliteforskningscenter, der arbejder med kunstig intelligens og tarmundersøgelser.

- Vi har set et stort potentiale i AI i fremtidens sundhedsvæsen, og derfor har vi også politisk prioriteret at styrke og udvikle området. Det betyder, at vi i dag kan bygge videre på et meget stærkt og lovende fundament, siger hun.

Fakta om EUCanScreen

Projektet koordineres af Letlands Universitet og samler 29 lande (25 EU-medlemslande + Ukraine, Moldova, Norge og Island). OUH er den eneste danske partner, der er inviteret til projektet for at repræsentere de danske screeningsprogrammer og bidrage med ekspertise omkring klinisk anvendt AI.

Fra OUH deltager fire enheder:

Det samlede budget for hele EUCanScreen er 288 millioner kroner, hvoraf 80 % er finansieret af EU4Health-programmet. Lidt over 7 millioner kroner går til CAI-X sammen med partnere på OUH og SDU, med 80 % finansiering fra EU4Health-programmet. Projektet løber i 4 år fra juni 2024.

APPFWU01V