Skip til primært indhold

Temadag: Samspil mellem mennesker og AI i sundhedsvæsenets hverdag

RAIN inviterer den 16. juni 2026 til temadag om menneskelige, organisatoriske og etiske dimensioner af AI i sundhedsvæsenet.

Når AI bliver en del af hverdagen, udfordres både arbejdsgange, tillid og ansvar

RAIN – netværk for AI i sundhedsvæsenet inviterer til en temadag om de menneskelige og organisatoriske sider af kunstig intelligens.

Vi tager udgangspunkt i konkrete eksempler som AI i billeddiagnostik og AI-baseret dokumentation. Temadagen sætter fokus på, hvordan AI påvirker handlekraft, samarbejde og arbejdsgange i klinisk praksis - og hvad der skal til for at indføre AI på en bæredygtig måde, der giver mening for både fagprofessionelle og patienter.

Menneske-AI-samarbejde i praksis

Technopsykolog Astrid Galsgaard præsenterer cases fra sundhedsvæsenet, hvor professionelle arbejder side om side med AI-systemer.

Hun har fulgt radiografer og radiologer i Danmark, da de begyndte at bruge AI i det diagnostiske arbejde. Oplægget sætter fokus på, hvordan AI ikke kun ændrer vores opgaver, men også vores selvforståelse som eksperter – og hvad der egentlig er på spil ved AI-implementering.

Hvad skal der til for at få gavn af AI i hverdagen?

Antropolog Randi Lehmann Boesn faciliterer en praksisnær workshop med afsæt i deltagernes hverdag og eventuelle erfaringer med AI. 

Vi arbejder med organisatoriske og menneskelige udfordringer, kompetenceudvikling og medarbejderinddragelse samt de etiske dilemmaer, der følger med AI. Sammen undersøger vi, hvilke erfaringer I har, hvad I er nysgerrige på, og hvilke kompetencer, vidensdeling og redskaber der er behov for, for at AI kan blive en reel gevinst i jeres afdeling.

Temadagen er arrangeret af

RAIN – AI i sundhedsvæsenet er et netværk om kunstig intelligens. Bag RAIN står CAI-X, Syddansk Sundhedsinnovation, Regional IT i Region Syddanmark, UNIFY - Radiologisk Forskningsenhed i Odense samt Mærsk McKinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet.

Her deler vi viden og erfaringer med udfordringer og løsninger i et åbent og trygt forum. Netværket har mere end 600 medlemmer fra blandt andet regioner, kommuner og private sundhedsaktører i hele landet.

TID: 16. juni 2026 kl. 11:30 - 15:30.

STED: Syddansk Sundhedsinnovation, Forskerparken 10 G, 5230 Odense M

MÅLGRUPPE: Klinikere, ledere og udviklingsaktører, som arbejder med eller interesserer sig for AI-understøttet praksis i sundhedsvæsenet – herunder også ansatte, studerende og forskere inden for data science og beslægtede felter.

Deltagelse er mulig uanset organisatorisk tilknytning, og målgruppen omfatter både offentlige og private aktører på tværs af landet.

TILMELDING: Eventet er afholdt.

APPFWU01V